Sortebro Kro

  • Vurdering:

 

3745,- kr for 3 personer på en af Fyns  top-5-restauranter, som jeg – foruden Sortebro kro – mener vil tælle Faldsled kro i Millinge, Lieffroy i Nyborg, Under Lindetræet og Pasfall i Odense.

Den hyggelige gamle kro med skæve vægge og lavt til loftet i lysningen ved Hunderup skov  giver en perfekt ramme omkring en middag for 3 en sommertorsdag i juni ved den Fynske Landsby.

Restauranten er denne aften skønsmæssig halvfyldt med 4-5 par og et enkelt bord med 3 engelsktalende gæster, et forældrepar og deres voksne datter.

Vi bliver primært betjent af to kvindelige tjenere og der ikke meget at udsætte, udover at betjeningen er lige lovlig diskret og upersonlig med kun de allermest nødvendige informationer og få ægte smil. Menuen præsenteres og der kan vælges mellem 3 retters menu til 595,- kr eller 5 retters menu til 795,- kr. Vi vælger den sidste. Der fornemmes en vis rigiditet, da vi spørger til evt ombytning af ene ret til en anden fra de store menuer. Det vil medføre en tillægsafgift, som tjeneren ikke kender, men skal “drøfte med sin chef i køkkenet”. Vi springer på fuld 5 retters menu: Pighvar -Hummer – Sommerbuk – Ost – Jordbær. Vi glæder os og med rette. Op imod tre aperitifs serveres, herunder en mættende, mørk, smørrørt suppelignende bisque, lavet på fjordrejer. Smager fortræffeligt.

Et højdepunkt på Sortebro Kro er altid brødet. Vi bliver ikke skuffet. Ind kommer en ung tjenerelev og præsenterer de tre slags brød. Et af brødene er et baguette tilsat øl og æble, et andet er foccacia med lækker olie fra Portugal som dip ved siden af.

Vi nyder smørristet pighvar med spæde gulerødder i alle størrelser og farver, fra gul til rød. Lækkert komponeret med sauterede ramsløg, syltede citroner, portulak og citrussauce. Pighvaren er suveræn!

Knap så spændende i smagen – til råstegt dansk hummer – er ledsagende  “dehydrerede blommetomater”, variation af cherrytomater i alle farver og tomat/æble bouillon. Det ser betydeligt bedre ud end det smager. Almindelige cherrytomater og disses saft som garniture samt lidt kønsløs buillon til nogle få stykker hummer. Middagen afbrydes af en lækker og frisk apperitif, “granskud”, som sorbet oven på rørt ymer.

Sommerbukken er lækker, mør, saftig og skøn i farven. Den er smukt ledsaget af spæde majsroer, løgkompot, blåbær, bagte løg, grønne asparges og nye fynske kartofler. Den krydrede vildtsauce afstemmer retten på bedste vis. Et højdepunkt!

Osten er en såkaldt “cru råmælksost” og skulle være Danmarks eneste cru ost. Vi introduceres ikke nøjere til dette, men kan konstatere at der på hver tallerken er 3 ruller af tyndskåret ost omringende en kompot af syltede kirsebær, valnødder og kvæde. Jeg tror aldrig før jeg har oplevet at kompotten er mere interessant end osten, men her er der ingen af os tre ved bordet der finder osten interessant eller specielt velsmagende. Alle levner betydelige mængder og det skyldes ikke kun at vi allerede er ret mætte. Næste gang vælger jeg ostebord mod 165,- kr i ekstrabetaling.

Det hele rundes af med fynske jordbær, smukt placeret på en smal “landgangsbjælke” af karamelliseret butterdej, ved siden af myseostcreme, jordbærssorbet og “skilt sauce”. Meget skønt og lækkert og bekræfter trods alt Sortebros kros meget høje niveau.

Til maden fik vi ad libitum vand med brus fra egen hane til 35 kr pr næse.

Vi fik et glas Bourgogne hvidvin til 110 kr pr stk, frisk, tør chardonnay, lidt karaktersvag.

Rødvinen blev serveret til stuetemperatur, men blev klart bedre efter nedkøling som jeg efterspurgte. Vi drak “Malleolus”, Emilo Moro, en spansk rødvin fra Ribera del Duero til huspris på 895, noget dyrt når den på nettet kan findes i Tyskland til ca 250 kr og i Danmark til 330 kr. Men alligevel så elegant og velsmagende at den ikke trækker ned i den samlede bedømmelse.

Jeg giver 4,5 ud af 6 stjerner til Sortebro Kro. Stedet emmer af stil, dansk hygge og danske råvarer. Betjeningen var tilfredsstillende, bortset fra at man glemte at gen-servere vin et par gange, så vi selv måtte klare det og der manglede lidt karisma i tjener-leverancen. Osten dumpede. Hummer i tomat var lidt ordinært eller tamt. Men alt andet var klart i superligaen, hvor restauranten bør høre til. Det varer nok lidt før michelin-stjerner kommer, men potentialet er der helt sikkert! Prisen var klart i den dyre ende, i betragtning af at vi ikke tog vinmenuen eller bestilte avec.